Kirsten og Bjarne Kaae, Østervej 12, Bagenkop, skriver mindeord over Kaj Møller Sørensen, Givskud: Tirsdag d. 25/5 fik vi den triste meddelelse, at Kaj ikke er her mere. Vi vidste, at det indimellem var svært at acceptere den sygdom, som i mange år havde forandret Kaj's tilværelse så totalt. Vort venskab var noget helt specielt, hans altid hjælpsomme måde, som den gang vi vågnede en sen nattetime, og han var i fuld gang med at sætte loft op i vores stue. Det kunne alligevel ikke betale sig at gå i seng nu, sagde Kaj, og "jeg vidste jo I godt kunne bruge en hånd". Sådan elskede han at overraske andre, når hans forældre var på ferie, fik Kaj sat en større ombygning "på skinner", og vi mindes Knud og Anna's udtryk for den glæde, der overstrålede, at vi måske lige knap var færdige, da de kom hjem. Alle, der har kendt Kaj, vil kunne nikke genkendende til hans glæde ved at hjælpe andre, og intet arbejde kunne være så surt, at han ikke kunne vende det positivt. I hver den mindste ting kunne han finde en joke, hvilket han her i de sidste år fik udmøntet i en samling af historier fra det virkelige liv. Vore tanker går til Anna, Birgit, Martin og Morten som har mistet en søn, mand, far og bedste ven. Vi vil glæde os over, at i jeres drenge lever Kaj videre med den samme vid og humor. I dag siger vi det sidste farvel, der var så meget vi skulle have sagt og gjort men… Altid savnet.