Kajs Hobbys

Far havde en del hobbys. En af hans store lidenskaber var som det fremgår af "historier" at skrive humoristiske historier fra før og nu ned, så alle kunne få del i dem.

Humoren går da også igen i en af hans andre store glæder, nemlig forfattere som Johannes Møllehave, P. Sørensen Fugholm, Piet Hein, Storm P osv. Far elskede at læse sådanne gruk eller lign, hvor humoren f.eks. kan være misforståelse af et ord. I vil se visse af sådanne lignende i hans historier.

Hovedbrud var også en glæde for far, og han løste dem med lethed. Utallige besvarelser sendte han ind til Illustreret Videnskab, og han har da fået en del præmier såsom paraplyer ud af det.

Drillepinde var især i de sidste år en stor lidenskab for far. Efter mors udsagn havde han købt dem fattige, da de var i Paris, for han fór fra kiosk til kiosk og handlede. Når han selv havde løst dem, var det en endnu større glæde for ham at se andre prøve.

Herudover havde far interesse indenfor og selv gevaldigt flair for mekanik og maskiner. Vi har utallige opfindelser, der beviser dette. Far lavede f.eks. to elbiler til os, da vi var små. Elbiler som vi og alle områdets børn havde stor glæde af. Hver nat stod de til opladning, så de var klar til en ny dag. Hvem af hans nærmeste husker ikke også fars avisdebut med en maskine til Storebælt, der med journalistens ord var i bedste Ole Opfinderstil. Der var bestilt tre maskiner, men far nøjedes med at lave to, hvoraf den ene, efter at have udført den ene maskines job, nemt kunne laves om til den anden.

Veteranbiler og motorcykler: Da jeg var 16 og Martin 17 fik far os overtalt til at købe en MG, og vi har ikke et sekund fortrudt det siden. Ufatteligt, så mange ture vi har kørt i den. Far og Svend havde som unge købt flere motorcykler, og da de flyttede fra hinanden, fik Svend en gammel Harley og far en gammel Nimbus. Denne Nimbus var især de sidste år af fars liv en stor glæde. Vi fik den lavet i stand efter vi flyttede til Givskud, men det stod så en masse år, før vi i sommeren 2003 endelig fik os taget sammen til at sætte et nyt batteri på og prøve at starte. Rent faktisk lavede vi ikke meget ved den, før vi så fik den synet, og kørte en uforglemmelig tur til Langeland på den. Det er blevet til mange ture siden og jeg har efterfølgende fået lavet personkassen i stand, så vi nu også kan være tre på den - utrolig maskine!